Torpedoen skrev:
Jeg vil ikke gå på kompromis med kvalitet og effektivitet ved køb af en detektor og købe en til 1500 kr og se vennerne grave "guldklumper" op lige der hvor jeg har søgt
Derfor tror jeg ikke helt på begrebet "en fornuftig begyndermodel" hvis det indebærer at jeg bliver småtræt af mine nye hobby hvis der ikke rigtig sker noget i marken. korriger mig gerne hvis jeg tager fejl
Nu er det selvfølgelig lidt forskelligt, hvad man lægger i "en fornuftig begyndermodel", men de fleste herinde mener nok med det en detektor til 3-6.000 kr, som er forholdvis enkel at betjene.
Det er helt rigtigt, at køber man de helt billige detektorer ("Kina-modeller") så bliver man formodentlig hurtig træt af hobbyen. Omvendt kan nøjagtig det samme ske, hvis man køber en avanceret model til 10-12.000 kr, hvor man bliver helt rundtosset af alle valgmulighederne og efter et par timer har lyst til at kaste maskinen i nærmeste mergelgrav.
Uanset hvad, så er der altid nogen, der efter kortere eller længere tid finder ud af, at detektorhobbyen ikke er noget for dem og derfor sælger detektoren. Alt andet lige kommer de til at tabe mindre på en fornuftig begyndermodel, der som regel også er nem at finde en aftager til, end på en af de dyre topmodeller, som det kan tage lidt længere tid at finde en køber til.
Torpedoen skrev:
Jeg søger derfor hjælp til hvilke specifikationer jeg som minimum skal have og hvilke jeg skal undgå - lige som når man skal købe ny PC hvor det eksempelvis anbefales at købe en med minimum 500 GB harddisk og mindst 4 MB RAM m.v. så har jeg mulighed for at frasortere og finde en god model (måske lidt billigere end en AT PRO)
Det er er ikke så enkelt med metaldetektorer, som med visse andre ting, men selvfølgelig er det en fordel at have lidt styr på begreberne. Jeg prøver lige:
Diskstørrelse: Jeg går ud fra, at der hermed menes størrelsen på søgehovedet. Står der "diskstørrelse" i en dansk annonce for en detektor, ville jeg nok gå hurtigt videre, da det plejer at være noget Google Translate ved Kina-detektorer. Som tommelfingerregel er det sådan, at et større søgehoved søger dybere, men er mindre følsomt for mindre genstande. Omvendt ved små søgehoveder. En størrelse omkring 10 tommer, 25 cm, er meget normalt.
Frekvens: Meget forsimplet, så søger man dybere med lav frekvens, men til gengæld er følsomheden for små genstande højere, hvis frekvensen er høj. Til marksøgninger i Danmark ligger de fleste nok med 6-18 kHz. De lidt højere frekvenser, 16-18 kHz, er blevet mere populære de senere år pga. den højere følsomhed overfor små genstande, fx tynde sølvmønter.
DD: En måde at designe søgehoveder på, hvor søgefeltet i jorden nærmest ligner en økse, gående fra forrest til bagerst på søgehovedet. Ved koncentriske søgehoveder ligner søgefeltet en kegle. Fordelen er bedre dækning af jorden, man går over, ulempen at det er lidt vanskelligere at pinpointe med (dvs. helt præcist lokalisere det, det giver signalet).
Jern diskrimination - Acceptering og Afvisninger: Mig bekendt kan praktisk taget alle moderne detektorer klare det, så det er næppe noget, du kommer til at sortere til eller fra på. Efter min bedste vurdering er det marginaler, der er forskellen her, så det ville jeg ikke bekymre mig så meget om.
Følsomhed / Dybde Reguleringer: Dybest set bare, at man stiller på, hvor lidt der skal til, før detektoren giver signal. Igen noget, alle moderne detektorer kan, så det er ikke noget, man i sig selv kan sortere detektorer til eller fra på.
Ellers er der flere detektorfabrikanter, der har lidt generel vejledning til terminologi, teknik m.m. på deres hjemmesider. Fx
Minelab,
Garrett (om søgehoveder) og
Fischer.
Og Jesper fra
Detektorshop.dk plejer gerne at ville hjælpe og vejlede.